Profil

Roskilde KFUM er en fodboldklub med base på Lillevang i den østlige del af byen.

Klubhuset og banerne er omdrejningpunkt for sportsligt og socialt samvær året rundt. Alle er velkomne, dygtige og knap så dygtige, børn og unge, piger og drenge, voksne, veteraner og oldboys. Mange familier har været aktive i KFUM gennem flere generationer.
 
 Vi tiltrækker spillere, ikke kun fra lokalområdet, men fra hele Roskilde og byens opland. De kommer i gode hænder hos kvalificerede trænere og ledere, for hvem det selvfølgelig gælder om at vinde så mange kampe og komme så højt op i rækkerne som muligt. Dog aldrig for enhver pris og aldrig på bekostning af de basale værdier, der er en vigtig del af KFUM's eksistens-grundlag.
 
Du er meget velkommen til at kontakte klubben eller at kigge forbi til en snak, hvis du fornemmer, at Roskilde KFUM kunne være noget for dig. Som spiller, træner eller leder  - vi har plads til og brug for alle, der vil gøre en indsats og blive en del af vores fællesskab.

Kommunikationspolitik

Organisations diagram

Klubbens vedtægter

Trøje nr.12

I forbindelse med, at Kenni Offersen, Sebastian Holm og Christian Nielsen omkom ved en frygtelig bilulykke den 26. februar 2012, har klubben besluttet, at til evig minde om de 3 fantastiske drenge og fodboldspillere, vil trøje nr. 12, aldrig mere blive benyttet på klubbens førstehold. Den vil være reserveret til dem i himmelen, når nu skæbnen ville, at ingen af dem nåede at spille i den.

Æret være deres minde

De sidste 75år

1929: Klubben bliver stiftet den 14. maj 1929, og klubbens første formand bliver A. Møller.
1931: KFUM kan allerede nu mønstre 4 fodboldhold.
1941: Klubben har nu så mange hold, at man må have to trænere.
1942: KFUM fik sit første kredsmesterskab i B-rækken, men på grund af krigens tiltag bliver det i de kommende år meget småt med fodboldspillet.
1948: Spillet bliver sporadisk sat i gang igen med et turneringshold.
1954: Tre unge mennesker med Erik D. Nielsen i spidsen fik for alvor sat fodboldspillet i system.
1955: Her var man i stand til at stille 2 seniorhold og et juniorhold.
1956: Klubben vokser, men har kun 2 timer til rådighed i Roskilde Idrætspark og må derfortræne dels i Folkeparken, dels på den gamle dyrskueplads. Begge steder omklædes idet fri.

1957: KFUM vinder A-rækken og rykker op. På holdet er bl.a. Erik Schneller og Noel Hansen.
1958: Klubben rykker ud på Hedegårdenes Idrætsanlæg med omklædning på skolen. Den første træningskamp her er mod RB's A-hold og samler 150 tilskuere.

1959: Et fantastisk år hvor vi vinder serie 3, med K.K.Hansen som træner og dermed oprykning til serie 2. Samme år er Roskilde-Hallen færdigbygget og vi åbner med et stort indefodboldstævne,der næsten fylder hallen med tilskuere, trods et voldsomt snevejr.

1960: Kommunen har nu bygget et lille klubhus med to omklædningsrum til Hedegårdenes Idrætsanlæg, og samme år starter man medlemsbladet, Finten.

1961: Medlemmer strømmer til klubben og man kan nu stille med 12 ungdomshold og 4 seniorhold. 125 ungdomsspillere er til afslutningsfest i det nu nedlagte FDF-hus på den gamle dyrskueplads. Landsholdsmålmanden Per Henriksen underholder de mange drenge med film og beretninger.

1965: Rejseaktiviteterne tager til. Seniores på drømmetur til Færøerne, juniores til Østrig og Dirch Passer fylder Roskilde-Hallen til vort indestævne.

1967: Vore juniores spiller sig frem til SBUs pokalfinale mod Lyngby.
Vi trækker på Hedegårdene 150 tilskuere til kampen, som Lyngby dog vinder fortjent med 2-1.
1968: KFUM får sin første unionsspiller, da Ole Lindholm bliver udtaget til SBU-holdet til det store landsjuniorstævne. Samme år rejser juniorhold på tur til London. I en kamp på Crystal Palace baner vinder vi med hele 5-0, alle mål scoret af Leif Serup.

1969: Vi kan fejre 40 års jubilæum, og KFUM's Idrætsforbund tildeler forbundets sølvnål til formanden Aage Jensen. Ungdomsformanden Kurt Skjoldby får samme år tildelt Roskilde Sparekasses lederpris.

1970: Klubbens meget aktive forældreforening er nu oppe på ikke mindre end 150 medlemmer, og bokseren Tom Bogs holder foredrag for klubbens medlemmer.

1971: Hele 5 KFUM spillere udtages til Roskildes byhold, der i anledning af venskabsbyen Tønsbergs 1100 års jubilæum, deltager i en turnering i den norske by. De 5 spillere er Steen Jeppesen, Jørgen Badstue, Willy Nielsen, Poul "Noller" Rasmussen og Uffe Merrild. Som leder deltog KFUM's Mogens Rasmussen, og som træner Kurt Skjoldby.

1973: Efter en idé af Erling Poulsen oprettes KFUMs Byggefond.
1974: Et fantastisk år hvor vi rykker op i Sjællandsserien.
Aage Jensen stopper som formand, og afløses af Mogens Rasmussen.
1976: Gravemaskinerne går i gang med det nye Idrætscenter på Lillevang.
1977: Erling Poulsen får Roskilde Sparekasses lederpris, og drengespilleren Michael Tronø sælger ikke mindre end 25.000 13-øres lodsedler.
Det gav PR i næsten samtlige landets aviser.

1979: Vi fejrer 50 års jubilæum samtidig med at vi tager det nye anlæg på Lillevang i brug. Manden bag anlægget Erling Poulsen hædres, og bliver æresmedlem.

1980: Klubbens formand Mogens Rasmussen, tildeles Roskilde Sparekasses lederpris.
1981: Juniorholdet til Finland som repræsentant for Kommunen til den finske venskabsby.
1984: Formandsskifte i KFUM. Mogens Rasmussen stopper, og ny formand bliver John Jacobsen.
1987: Et fantastisk år. Vi rykker op i Danmarksserien for første gang nogensinde.
1988: KFUM og RB 1906 forsøger et fællesarrangement i Roskilde Idrætspark med sangeren Kim Larsen og gøgleren, Erik Clausen, men 3.500 tilskuere var ikke nok til succes.

1989: Vi fejrer 60 års jubilæum med reception og en kamp mellem vort førstehold og tidligere professionelle spillere.
1990: Grusbanen omlægges til græsbane. En kostbar opgave som vi selv måtte betale.
1992: Forældreforeningen har 25 års jubilæum. Junior og ynglinge til Spanien.
1993: Vor Forældreforening holder stort familiestævne, og Dame-junior rejser til USA.
1994: Klubbens formand Ole Andersen får Bikubens lederpris.
1995: Rejseaktiviteterne fortsætter. Lilleputterne til Frankrig, Damejunior til England.
1996: Hele 35 forældrepar møder til morgenkaffe og dommerinstruktion, og rejserne fortsætter med ture til Polen, Spanien og Holland.
1997: Byggefonden arrangerer fodboldtur til Hamburg. Damejunior, Herrejunior og Ynglinge rejser til Spanien.
1998: Ny 7. mand fodboldbane etableres. Damejunior bliver sjællandsmestre.
2000: Østbyens Multilegeplads indvies på Lillevang. Drengene til Holland.
2001: To nye æresmedlemmer i KFUM - Det er John Jacobsen og Willy Nielsen. Vi får egen hjemmeside www.Roskilde-KFUM.dk
Vi takker nej til sammenslutningen FC Roskilde.

2002: Tingklubben runder 102 medlemmer. Juniorholdet vinder kæmpepokal i Italien.
2003: Der etableres to Petanquebaner, og ungdomsafdelingen begynder atter at vokse. Førsteholdet vinder Sjællandsserien.
2004: 2 nye æresmedlemmer. Kurt Skjoldby og Ole Andersen der samtidig stopper som formand. Vi begynder året med ny formand Peter Nissen.
Førsteholdet starter i Kvalifikationsrækken, og vi er godt på vej ind i jubilæumsåret. Ynglingeholdet vinder 3. division, og er dermed at finde i 2.division fra efteråret. Førsteholdet vinder Kvalifikationsrækken, og vi er igen i Danmarksserien.

2005: 2. holdet vinder Serie2, og er for første gang nogensinde i Serie1. Serie2 holdet modtager Nordeas Månedens Idrætspræstation for oprykningen til Serie1. 1. holdet rykker ud af Danmarksserien og ned i Kval-rækken.

2006: 1. holdet rykker desværre også ud af kval-rækken og er derfor at finde i Sjællandsserien fra år 2007. 2. holdet rykker ud af Serie1.
3. og 4. holdet rykker til gengæld begge hold op i Serie4. KFUM indvier 11. oktober klubbens nye Kunstgræsbane. Et KÆMPE projekt til omkring kr. 5 mill. er lykkedes med fantastisk stor opbakning og hjælpsomhed fra mange af klubbens medlemmer.

2007: KFUM's 1.ste hold ryger ned i serie1 igen, og klubbens 2. hold ryger i serie2. Ungdomsafdelingen har vokset sig stor, og vi har fået udfyldt alle huller, så vi nu har hold i alle ungdomsrækker. Vi runder for første gang 500 medlemmer.

2008: KFUM starter et storstillet projekt med udvidelse af klubbens klubhus, der giver plads til 3 omklædningsrum, og et nyt stort klublokale hvor der bl.a. skal indrettes lektiecafe.

2009: Klubbens medlemmer har knoklet, og sammen har vi fået etableret et helt unikt boldhus på vores anlæg. Vi starter året med ny formand, idet Henrik Poulsen erstatter Peter Nissen efter 5 år på posten. KFUM indvier ny førstesal den 9. maj.

2010: KFUM indtager Roskilde hallerne 1-3. januar, og arrangerer "Danmarks bedste Indendørsstævne". Der spilles i 3 haller, fra tidlig morgen til sen aften. KFUM's årgang 93 modtager Nordea's Idrætspris for kæmpe sportslig og social sucess.

2011: Hele 3 nye æresmedlemmer ved Erik Schneller, Lilian Andersen og Peter Nissen. Vi begynder året med ny formand Allan Markussen, idet Henrik Poulsen trækker sig tilbage, efter 2 flotte år i formands stolen. Førsteholdet deler 1. pladsen i Serie1, og vi håber alle på en lige så god forårs sæson, med cheftræner Palle Olsen ved roret.

Formænd

1929: A. Møller
1929: Stefan Olsen
1940: Emil Rasmussen
1942: Arne Julin
1943: Emil Møller
1950: A. Møller
1954: E. Hartvig
1955: Erik D. Nielsen
1959: Aage Jensen
1974: Mogens Rasmussen
1984: John Jacobsen
1988: Ole Andersen
2004: Peter Nissen
2009: Henrik Poulsen
2011: Allan Markussen